Hjertet i Latium, det landområde, som Rom og de latinske byer ligger i, udgøres af Albanerbjergene, som er dannet af en gruppe udslukte vulkaner, godt 20 km, sydøst for Rom.  Den geografiske afgrænsning af Castelli Romani området, er her defineret som byerne langs en række store veje

Via Appia (ss7): Castel Gandolfo, Albano, Ariccia, Genzano og Lanuvio, samt øst for Albano og Nemi søerne

Via dei Laghi (ss 217): Marino, Rocca di Papa, Nemi og Velletri

Via Tuscolano (ss 215): Frascati, Grottaferrata, Monte Porzio, Monte Compartri, Colonna og Rocca Priora.

Hertil kommer desuden de mellemliggende landzoner med deres kirker, klostre og villaer. Castelli Romani (De romerske slotte) omkring de to søer Albano og Nemi udgør området for romernes klassiske søndagsudflugt.

Via Appia blev anlagt i år 312 f. Kr. Det en af de ældste og vigtigste romerveje, der førte fra Rom og sydpå mod Brundisium (Brindisi) i Apulien. Langs vejen lå nogle af Albanerbjergenes vigtigste byer, først og fremmest Aricia og Velitrae (Velletri).

På trods af at Ariccia hverken var en stor eller vigtig by var det herfra at helligdommen i Nemi blev administreret. Allerede i den senrepublikanske periode i 2.-1. årh. f. Kr. blev der anlagt en perlerække af pragtvillaer i Albanerbjergene. Bedst kendte er nok Pompeius den Stores villa i Albano og kejser Domitians villa i Castel Gandolfo, der siden er blevet overbygget af pavens sommerresidens.

 

Indholdsmæssigt beskæftiger disse noter sig med det historiske, kirkehistoriske og personalhistoriske og de omfatter perioden fra middelalderen til og med 1800 tallet, der er dog sidespring til den antikke periode.

Albanerbjergene og de antikke byer

Monti Albani er et frugtbart, tætbefolket landområde og vindistrikt ca. 20 km SØ for Rom. Hovedbyen er Frascati. Bjergene består af udslukte vulkaner, heriblandt Monte Cavo (949 m), romernes hellige bjerg og de højtliggende dybe kratersøer Lago Albano og Lago di Nemi. I århundrede har Roms overklasse og paven haft sommerresidens i Albanerbjergene. Hele området var i oldtiden tæt bevokset af store skove, der vanskeliggjorde passage uden for den slagne vej. I dag er området omkring Nemi og i store dele af Albanerbjergene bevokset med ægte kastanje, mens den oprindelige bevoksning sandsynligvis var bøgeskovskrat. Bjergene er meget vandrige og rislende kilder og vandløb bidrager ligeledes til at begrænse adgangen til området. De glitrende kratersøer, Nemisøen og den nærved liggende større Albanersø har naturligt nok haft magisk tiltrækningskraft på de mennesker, der beboede området i oldtiden. Naturfænomener som jordskælv, voldsomme uvejr med lyn og torden, samt kraftig tåge møder man oftere her i bjergene end nede på sletten eller inde i Rom. Alt bidrog til, at oldtidsmenneskene følte det guddommeliges tilstedeværelse stærkt, og denne ærefrygt gav anledning til, at Dianahelligdommen med tiden blev anlagt ved Nemisøens bred.

Albanerbjergene er af vulkansk oprindelse. Romerne mente at deres tidligste konger stammer herfra og mange af disse sagnkonger var i deres oprindelse blot personifikationer af de store skove. Det gælder sagnhelten Aneas' søn Silvius, der betyder skov - og Rhea Silvia, der var mor til Rom grundlæggere Romulus og Remus. På en af de højeste toppe i Albanerbjergene, Mons Albanus, i dag Monte Cavo, lå en af de ældste latinske kultlokaliteter, nemlig helligdommen for Jupiter Latiaris i hans egenskab af gud for det Latinske Forbund.

Alba Longa var ifølge legenderne en af områdets byer fra slutningen af den sene bronzealders (2000 f. Kr. – 900 f. Kr) byer i Albanerbjergene, muligvis lå den under den nuværende by Castel Gandolfo, hvor der er fundet mange grave fra jernalderen (fra ca 900 f. Kr). I følge legenderne blev byen Alba Longa grundlagt af Ascanio, søn af Enea i 1151 f. Kr. og han regerer i Alba Longa frem til 1138 f. Kr. Han grundlægger et dynasti, der regerer Alba Longa gennem 13 generationer. Alba Longa blev ifølge traditionen Roms moderby