Forside
 
Leksikon

 

 

Den romerske republik - Marius og Sulla

I Roms historie kan man give udviklingen i den Romerske republik i perioden fra ca. 150 f.kr til 31 f.Kr. to overskrifter Jordreformer og Forbunds fællekrigen frem til Cæsars død.

Krigene i det 3. og 2. århundrede ændrede det romerske samfund totalt.

Bondestanden led store tab ved ødelagte marker, krigstjeneste, skatter

og ikke mindst fra import af korn fra de øvrige provinser. Der opstod nye samfundsklaser som forretningsfolk, embedsmænd og skatteopkrævere, der alle havde råd til at overtage nedlagte landbrug og foretage investeringer. De sociale følger af den økonomiske udvikling førte til store skel i befolkningen. Mens det store flertal blev fattig, afhængig og forarmet, skovlede samfundets top indtægter ind gennem krige, korruption og administration. På dette tidspunkt var størstedelen af Rom blevet til slum, og et stort uregerligt proletariat var vokset frem. Det første store slaveoprør fandt sted, men den romerske overklasse befandt sig fint i samme spor, som var blevet lagt med de første erobringen af den første provins i år 246 f.Kr. Det var nødvendigt med reformer, der kunne genskabe balancen imellem befolkningsgrupperne for at skabe en indre ro og stabilitet.

Med brødrene Tiberius og Gaius Gracchus blev der markeret et nyt politisk skel: På den ene side de politikere, der støttede sig på den brede befolkning, de kaldtes popularer. På den anden side stod optimaterne. Graccherne satte dagsordenen for næste generation: Marius og Sulla, for Cæsar, Pompeius og Cicero.

Økonomisk og socialt kom jordløse til at stå over for jordejere og provinser over for moderland og Rom. Det blev til blodige år i Roms historie, hvor den selvopfattelse som indførelsen af den romerske republik og sejrene over karthageneserne havde skabt, mødte de problemer der var med at styre og administrere et stort og voksende imperium. Man forsøgte at gennemføre reformerne inden for den romerske lov med en balance mellem land og by, mellem jord og borgerret og mellem Italia og Rom. 

Det var tydeligt, at den næsten 500 år gamle forfatning ikke var velegnet til at styre et stort imperium, og Gracchernes fejlslagne reformforsøg viste, at det var vanskeligt at komme igennem med en progressiv politik. De store sejrrige hærførere med deres mange bevæbnede soldater, ønskede ofte i perioden mellem 130-30 f.Kr. at bestemme hvem der skulle være konsuler i Rom, hver gang med en ny borgerkrig til følge. Julius Cæsars politiske og militære løbebane er et eksempel på republikkens fallit som styreform.

 

133 f.Kr.         Tiberius Gracchus blev valgt til folketribun og indledte et reformpro­gram, hvor provinsernes indtægter skulle bruges til at gennemføre jordreformer for at lette det sociale pres på byerne. Ti år senere forsøgte hans bror Gaius at gennemføre tilsvarende reformer, der vendte sig mod slaveriet som driftsform og gennemførte en nyfordeling af den offentlige jord gennem lovgivning, lex agraria. Igen blev der borgerkrigslignende tilstande, hvor Gaius og 3000 tilhængere mistede livet.

 

107 f.Kr.       Gajus Marius en tidligere skatteopkræver og officer vælges til konsul og får overdraget ansvaret for hæren i Numidien i Nordafrika, hvor der var oprør i vasalstaten. Marius nedkæmper dette oprør på et par år og bliver påny valgt til konsul i 104 og derefter genvalgt de følgende 4 år. Han bliver  for syvende gang valgt til konsul for 86 f. Kr. men dør tidligt på året.

Hans vigtigste indsats er en hærreform, hvor han blandt andet gik over til at hverve legionærerne, hvorved han skabte en professionel hær. Dette fik vidtrækkende politiske konsekvenser. Det var feltherren, som hvervede soldaterne og sørgede for, at de fik sold og krigsbytte samt pension efter krigstjenesten. Derved kom soldaterne til at føle et personligt afhængighedsforhold til hærføreren, der således fik en omfattende skare af pensionerede og aktive soldater, der kunne støtte vedkommende i en politisk situation. Med den nye hærtype besejrede Marius oprørerne i Afrika og de germanske stammer i Norditalien.

 

100 f.Kr.         Det vedtages at hjemsende Marius' veteransoldater med en pension svarende til ca. 50 tønder land jord, et problem Graccherne havde søgt at løse på anden måde. Da denne jordtildeling ville ske på bekostning af italikerne, skulle disse til gengæld have romersk borgerret.

Hjemsendelsen af Marius' veteransoldater i år 100 f.Kr. og tildeling af jord til dem udløste endnu engang en borgerkrig, den såkaldte Forbundsfællekrig, mod de italiske forbundsfæller, der oprettede et forbund uden for Rom og med egen hovedstad, senat og embedsmænd. Romerne måtte mobilisere al deres militære styrke for at slå det farlige oprør ned. Ved en blanding af politiske indrømmelser og militær indsats lykkedes det at standse oprøret. Men konsekvenserne blev vidtrækkende. For det første var Rom nu ikke længere en bystat. For det andet blev Italien nu mere og mere en enhed sprogligt såvel som kulturelt. Latin blev efterhånden hele halvøens sprog.

 

 90 f.Kr.       En lov giver romersk borgerret til alle italikere, som ikke

havde grebet til våben mod Rom. En lov fra det følgende år giver

borgeret til alle der nedlægger våbene inden 60 dage.

 

 88 f.Kr.        Senatet beordrer konsul Lucius Cornelius Sulla og hans hær at drage til Grækenland og nedkæmpe oprørskongen Mithridat.

Folkeforsamlingen vedtager, at Marius skulle have kommandoen i

stedet for Sulla, derefter sender Sulla sine tropper mod Rom. Det er

første gang en romersk hærfører tog et sådant skridt. Rom faldt hurtigt

og Popularerne blev henrettet eller flygtede sammen med Marius.

 

87 f.Kr.        Sulla fører sin hær over til Hellas, der blev tilbageerobret i 86, og i Lilleasien blev der sluttet fred i 85, hvorefter Sullas soldater gennemførte en uhørt plyndring, så det tog mellem 50 og 100 år at genopbygge økonomien.

 

 83 f.Kr.        Sulla vender hjem til Syditalien med 40.000 kamptrænede mænd. I Rom havde popularerne umiddelbart efter Sullas afrejse til Hellas taget magten. Popularerne rustede og Senatet sendte fredsfølere, men der fulgte en række voldsomme kampe over hele Italien, og i foråret 82 f.kr. kunne Sulla indtage Rom.

Sulla's sejre blev fulgt op af terror, hvor godt 4000 blev gjort fredsløse og deres godser konfiskeret og deres ca. 10.000 slaver frigivet med romersk borgerret. Samtidig skal 120.000 veteraner have fået anvist jord fra de besejrede italiske forbundsfæller. I slutningen af 82 f.Kr. lod Sulla sig vælge til diktator med fuldmagt til at udstede love og ændre forfatningen. Fra Sullas retsreform fik nogle varig betydning, som stående domstole for forskellige forbrydelser, regler for embedsmændenes alder og funktionsperiode, senatets fordeling af provinserne til de forhenværende proprætorer og konsuler og at der ikke måtte findes hærstyrker eller hærførere i Italien. Disses love blev opretholdt men ikke altid overholdt af efterfølgerne, der ophævede en stor del af Sullas øvrige bestemmelser.

 

 79 f.Kr.       Sulla trækker sig tilbage efter at han ved et hårdhændet diktatur havde sikret overklassens status ved at give staten en solid konservativ basis.                  

Efter Sullas afgang blussede de indre uroligheder op igen og svækkede statsledelsen, både i Spanien og mod øst i Lilleasien var senatet ved at miste kontrollen med oprørske statholdere og krigeriske lydkonger, der søgte at gøre sig uafhængige, og på havene gjorde sørøverskarer sejladsen usikker og farefuld, således at forsyningslinjerne næsten blev lammet.

 

 73 f.Kr.          Under ledelse af thrakeren Spartacus brød en flok slaver ud af gladiatorskolen i Capua. Tusindvis af slaver i Syditalien sluttede sig til oprøret, og de romerske legioner led knusende nederlag til de næsten 70.000 slaver og jordløse bønder. I år 71 f.Kr. fik Crassus, en af Sullas generaler, befalingen over hæren, hvor han hurtigt genoprettede den militære disciplin og skabte en slagkraftig styrke, der besejrede slaveopstanden. Efter nederlaget blev 6.000 korsfæstet langs Via Appia ind mod Rom. Tabulariet (rigsarkivet) blev bygget på Capitol med front mod Forum. I dag er det fundamentet til Roms rådhus.

 

70 f.Kr.         Pompeius (se billede ovenfor) og Crassus var konsuler sammen. De havde begge støttet Sullas kamp mod popularerne, og de havde begge fået ekstraordinære beføjelser til at føre krig. Pompeius i Spanien og Crassus mod Spartacus. De blev valgt til konsuler, da de lagde deres tropper omkring Rom.

68 f.Kr.          Cæsar blev 29 år gammel valgt til kvæstor, det første trin på den romerske embedsstige, han blev sendt til Spanien for at hjælpe statholderen med at administrere provinskassen.

 

 63 f.Kr.          Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) vælges til konsul, og Cæsar vælges til prætor og til Pontifex Maximus (ypperstepræst og leder af det statslige religionsvæsen) og viser dermed, at han har folket bag sig udover at han havde bestukket ledende politikere.

 

 62 f.Kr.          Cæsar bliver som proprætor sendt til Spanien som statholder. Landet havde rige mineralforekomster, men var plaget i syd og nord at de oprindelige stammer der faldt ind i de romerske dele og plyndrede byerne. Cæsar udrustede en flåde og undertvang de pågældende folkeslag. Både administrativt, politisk og økonomisk udnyttede han statholderembedet optimalt.

 

 60 f.Kr.          Der oprettes et triumviratet mellem Pompeius, Crassus og Cæsar. Pompeius skulle have sine aftaler og ordninger fra felttoget i Østen godkendt, samt jord til sine soldater, Cæsar skulle vælges til konsul og efterfølgende som prokonsul være statholder i Gallien og Crassus skulle ligeledes have et konsulat med efterfølgende kommando i Østen.