Mithras blev i Rom dyrket som en solgud, og kulten havde baggrund i en indoiransk lysgud. Myten om Mithras var en blanding af den oprindelige persiske myte og de mytologiske forskydninger, som dens lange vej til Rom havde medført.

Mithraskulten var en væsentlig konkurrent for kristendommen i de første århundreder. Den blev meget populær især blandt soldater, købmænd, håndværkere, men også blandt slaverne, fordi Mithras bl.a. var guden der beskyttede de hæderlige.

Kulten understregede livet som en kamp mod det onde, for sandhed og ret. Men kulten var kun for mænd, og især for mænd med orden i sagerne over for hinanden og over for autoriteterne. Dens store udbredelse skyldes ikke mindst soldaterne - vi kan finde Mithras helligdomme langs deres ruter i det meste af romerriget.

Den fik aldrig tag i den lille mand på hjørnet, som ikke mestrede en vis orden og regelmæssighed, for slet ikke at tale om hele kvindekønnet - og det blev måske nok den egentlige grund til at denne kult led nederlag overfor kristendommen sidst i 300-tallet.

I mithræerne foregik indvielsesdåben og de rituelle fællesmåltider.

Såvel dåben som det nadverlignende måltid var en torn i øjet på de kristne menigheder, som mente at mithrastilhængerne perverterede de kristne ritualer. At såvel Mithras' som Jesu fødsel i Rom fejredes den 25. december (den gammelromerske solhvervsfestdag) gjorde ikke sagen bedre.