Dette er en kunstretning eller stilart på overgangen mellem højrenæssancen og barokken, periodemæssigt varede den omkring 70 år fra 1530 til 1600. Ordet blev oprindeligt brugt nedsættende i betydningen maniereret, det vil sige uægte eller forskruet.

I billedkunsten vælges der allegoriske motiver præget af mystik og indviklet symbolik, forvridning af menneskeskikkelser, overdrevne gebærder, urealistisk belysning og stærke forkortninger i perspektivet. Til manierismens mest fremtrædende malere hører Caravaggio, Pontormo, Bronzino, Parmiggiano og El Greco (billede er Caravaggio: "Peters korsfæstelse" i S. Maria del Popolo.)

I arkitekturen blev der lagt overdreven vægt på bygningernes dekoration fx. med malet facadeudsmykning og skjulte bærende konstruktioner. Her repræsenteres stilretningen af Michelangelo, Vignola, Guilio Romano, Vasari og Ammanati.

(Guilio Romano (1499-1545) var elev af Rafaello og han overtog dennes værksted efter mesterens død i 1520, og han færiggjorde blandt andet Sala di Costantino i Vatikanet. I 1524 blev han hofkunstner i Mantova, hvor han forestod udsmykningen af Palazzo del Te. Hans kunst viser en kompleksitet, dramatik, overdrivelse og kunstfærdighed, der er hovedpunkterne i manierismen.)