|
Kirkemødet i Konstanz (1545-1563) |
Siden midten af
1400-tallet havde befolkningstallet og økonomien i Europa været inde i en
opgangsperiode, der skulle vare frem til midten af 1600-tallet, hvorefter
der indtrådte stagnation. I hele denne periode var de mange konflikter og
krige afgørende for udviklingen af en stærk statsmagt, der kunne garantere
undersåtternes sikkerhed og ro og orden. Statsmagten anerkendte ikke nogen
højere autoritet end sig selv, og den havde monopol på anvendelsen af vold
på sit eget territorium. Ingen politiske autoriteter var i stand til at
kontrollere brugen af magt i denne periode, hvor modreformationen satte de
religiøse stridigheder på dagsordenen overalt i Europa.
Efter Sacco di Roma 1527 var
renæssancepavernes tid forbi, og paverne efter Clemente VII blev mere
moralsk uangribelige, mere indstillet på at reformere kirken og standse et
voksende kætteri.
|
På grund af et stort pres fra den tyske
kejser Karl den V, blev pave Paolo III (1534-1549) i 1545 tvunget til at
indkalde til kirkemøde i Trento. Formålet med mødet var at skabe en udsoning
mellem katolikker og protestanterne for at undgå en splittelse af kirken.
Pavestolens politik på kirkemødet var at trække mødet i langdrag, så man fik
mulighed for at samle og opruste, de man katolske interesseområder. Et
arbejde der allerede var påbegyndt i 1540 med oprettelsen af
Jesuitterordenen under ledelse af Ignatius Loyola (1491-1556) og
Oratorianersamfundet under ledelse af S. Filippo Neri, der senere
blev Roms skytshelgen og ikke mindst med reorganiseringen i 1542 af
inkvisitionen under kardinal Caraffa, den senere pave Paolo IV. Også
protestanterne havde brug for at mødet ikke blev afsluttet med et for dem
dårligt resultat, så de blokerede, da Pave Giulio III (1550-1555) i
årene 1551-52 uden held forsøgte at få genoptaget kirkemødet.
Kardinal Oliviero Carafa blev
valgt til pave i en alder af 79 år og tog pavenavnet Paolo IV (1476,
1555-1559).
|
Han var en fanatisk, hadsk og hensynsløs forkæmper for den
katolske kirke og ophavsmanden til genoplivelsen af inkvisitionen (læs
romanen "Q, Caraffas Øje"). Han tilskyndede den franske kong Henrik 2. til i
1557 at genoptage fjendtlighederne med kejser Filip 2. Paven blev dog
hurtigt tvunget til at slutte fred. Ved religionsfreden i Augsburg 1555
led både kejsermagten og enhedskirken nederlag og den største religiøse og
politiske magt lå hos nationalstaterne Frankrig, Spanien og England.
Pavernes politiske og økonomiske magt var gået over til de verdslige
herskere, og de havde ikke kunne opretholde det åndelige lederskab og
resultatet var en splittelse i en luthersk-reformert, en calvinistisk og en
katolsk retning.
Endelig under den drevne politiker
Pave Pio IV (1559-1565) lykkedes det at få genindkaldt kirkemødet, og
det lykkedes i 1563 at opnå det, der hele tiden havde været pavestolens
hensigt, at få en definitiv fastlæggelse af den katolske lære, skarpt
afgrænset over for lutheranere og calvinister. Den katolske Kirke erklæredes
for den eneste saliggørende, hellige og ufejlbarlige kirke.
Modreformationen havde fået sit grundlag, princippet om kirkens enevælde
og ubetinget autoritet stod over for læren om det kristne menneskes frihed. |
