::Villa Diana - Nemi::

Emissaria

Neden for kejservillaen findes åbningen til en 1.653 meter lang underjordisk kanal - Emissaria, som på et ukendt tidspunkt er hugget gennem kraterranden for at kunne regulere vandstanden i Nemisøen. Emissariet fører ind under Gensano og efter et fald på ca. 20 meter munder den ud på Vallericcia plateauet, hvorfra vandets forløb kan følges videre mod havet. Tunnelen har ikke længere nogen funktion, fordi dens indbyggede "slusekammer" mod søen nu ligger 3-4 meter over vandspejlet. Der er enighed om, at Emissariet (og en tilsvarende ved Albanersøen) blev hugget for at sikre bredderne mod oversvømmelser. I Nemikrateret kan det kun betyde, at den skulle sikre Diana helligdommen, hvis historie tunnelen således er en del af. Men der er slet ikke enighed om dateringen, da ingen af tunnellerne er daterede i antikke skriftlige kilder eller ved moderne arkæologiske undersøgelser. Både 6. årh. f. Kr. og 1. årh.e. Kr er foreslået.

Et medlem (327) af Club Diana har sammen med familiemedlemmer gået en tur gennem Emissaria og skrevet den efterfølgende beretning.

En vandring under Genzano fra Lago di Nemi til Valle Ariccia

Fra Nemisøens bred 320 m.o.h. til den tørlagte vulkansø syd for Ariccia 290 m.o.h.

Tunnelen blev anlagt af oldtidens romere. De ønskede at holde en konstant vandstand i Nemisøen, så bygningerne langs søbredden ikke blev oversvømmet. Hvis vandstanden steg, som følge af megen regn, skulle det overskydende vand ledes under bjerget til en vulkansø i nabodalen.

I forbindelse med bjergningen af to romerske paladsskibe (Caligulas skibe) i 1920erne, genåbnede Mussolinis arkæologer tunnelen og lagde et stålrør ind gennem den, for at pumpe vand fra Nemisøen væk, så det blev lettere at få skibene bjærget.

Indgangen til tunnelen ligger ved søens sydvestlige bred, godt 2 meter over det nuværende vandspejl. Man når frem til stedet ved at gå ned til det arkæologiske udgravningsfelt, hvor danske arkæologer i disse år er ved at opmåle og udgrave en stor romersk villa.

Gå ad grusvejen nærmest søen cirka 100 meter forbi den sydligste del af udgravningsfeltet. Så finder man på jeres højre hånd en 3 gange 5 meter stor stensat indgang til tunnelen. Der er et ikke-låst jerngitter for. (Hvis arkæologerne er hjemme, kan I spørge til, hvor præcis indgangen er, og så vil de kunne udpege en trægruppe, som står lige foran).

Med pauser tager turen under jorden mellem en og halvanden time. (Vi var en gruppe på tre voksne og tre teenagere, og med så stor en gruppe er det nødvendigt med pauser, for at holde gruppen sammen ved besværlige passager).

Man behøver ikke at være superatlet for at komme igennem, men hvis man har let ved vride om og falde er det ikke sagen at gå igennem tunnelen. Skoene skal sidde fast på fødderne, og skal kunne tåle vand. Mindst én lygte per deltager er obligatorisk - en pandelampe er det bedste, og for ikke at få buler som vi fik, er det en fordel med en hjelm.

De første 200 meter er en test på, om man vil kunne komme under bjerget - Her er ganske smalt - 0.7 meter og flere passager med højder omkring 1.6 meter. Det bliver ikke værre. For det meste er underlaget OK at gå på, bortset fra det irriterende stålrør, der gør at man nogle steder skal gå helt op ad den ene side. De sidste 600 meter er våde. Vand siver ned ad væggene, og nogle få steder løber det med en dybde af 30 cm i hele gangens bredde. Men på trods af disse ubekvemme forhold er det en "fed" oplevelse:

Man fascineres af, at romerne kunne komme gennem bjerget (den er udhugget fra begge sider - og den snor sig undervejs). Man er glade for, at Mussolinis ingeniører for hver 10 meter med rød maling har skrevet, hvor lang vi nu er kommer. Man kigger på de flasker og smågryder disse ingeniører har efterladt i nicherne. Men først og fremmest betages man af, at gå midt i et stort bjerg og iagttage de forskellige vulkanske bjergarter (tuf, bassalt m.m.), som en frådende vulkan har udgydt for 100 mio. år siden.

Og hvor er det så rart at komme ud på den anden side! Lyset er blændende, og ovenpå spændingen inde under jorden, bliver vi afslappede af at kigge på den frodige Valle Ariccia. Fra tunneludgangen er der ca. 2 km op til paladset i Ariccia, hvorfra der går bus til Genzano.

Hvis man skal med bil frem til tunneludgangen, er det ikke så vanskeligt. Der køres over til Aricca og på den store plads med barokarkitekten Berninis palads og kirke, holdes der til venstre langs kirken og så følges den smalle gade nedad, nedad. På vejen ser man den imponerende bro over dalen og helt nede er der en rundkørsel. I denne kører man trekvart rundt og ud ad Via Appia Antica ca. 1 km til man når en ny rundkørsel, hvor der i midten er resterne af en antik brobue. Her kører man lige over og ud af en meget smal vej, der drejes ad anden vej til højre og denne ender blindt på en gårdsplads, og så ligger tunneludgangen lige før gårdspladsen et par meter nede på marken.

Jørgen Lorentzen (426,327)