|
Helligdommen for Diana Nemorensis
|
Teksten på
denne side er helt og holdent baseret på artikler og foredrag af Pia
Guldager Bilde, direktør ved Århus Universitet, Institut for Klassisk
arkæologi. En større og mere præcis gennemgang af udgravningerne ved
Nemi-søen finder man på web-stedet
http://csanet.org/newsletter
Siden
1500-tallet er der blevet gravet efter antikker på stedet, særligt aktivt i
slutningen af 1800-tallet, og fundene blev solgt til en række museer verden
over blandt andre Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Det er uvist,
hvor langt tilbage i tiden kulten kan føres, da arkæologiske fund, der et
tidligere end det 4.-3. århundrede f. Kr. er sjældne. Men allerede fra
omkring 500 f.Kr. var helligdommen i en periode forbundshelligdom for de
latinske byer, der på dette tidspunkt havde sluttet sig sammen mod Rom.
Diana var
hovedguddommen i helligdommen. Arkææologiske og litterære kilder vidner om
hendes virkeområder. Hun blev dyrket sammen med den græske helt, Hippolytos,
der er blevet transformeret til en lokal, mindre guddom ved navn Virbius. Et
af de mest bemærkelsesværdige træk er nok helligdommens højst usædvanlige
præsteskab. Der er kun en præst ved helligdommen – Rex Nemorensis – der
skulle være en bortløben slave, der vandt sit embede i en sværduel med den
fungerende præst. Vandt udfordreren dette ritualiseret menneskeoffer, blev
han den nye præst, der vagtsom måtte afvente sin egen skæbne. |
Den tidligste
helligdom var meget enkel. Den bestod af en rydning i den tætte skov,
hvorved der blev skabt et templum, et helligt område. Omkring 400
f.Kr. blev der opstillet en kultstatue i bronze af Diana; statuens
udseende kendes fra mønter slået i Ariccia, der styrede helligdommen..
Mønten viser Diana som jagt, lysets- og underverdenens gudinde (bue, fakkel,
gren med granatæble der er symbol for glemsel). Først omkring 300 f. Kr.
blev helligdommen monumentaliseret, og det første tempel blev opført. Det er
fra dette og de følgende århundrede, at hovedparten af helliggaverne
udført i bronze og brændt ler stammer. Det blev bygget på en skråning ned
til vandet ved søens nordende. Det blev udsmykket overdådigt med tagtegl og
dekorationer udført i forgyldt bronze.
I slutningen af det 2. årh. f. Kr. blev Dianas helligdom udsat for en række
store og gennemgribende omlægninger. Et af de synlige resultater blev en
række store tempelanlæg opført i beton på serier af kunstige terrasser.
Helligdommen bestod herefter af en stor central, mindst 10 meter høj terasse
på ca 300*170 meter med kraftige støttemure ned mod søen. På denne terrasse
lå det oprindelige tempel, en kurbadeanstalt og et lille teater (dette blev
dog først tilføjet i det 1. årh. f. Kr). Der blev også opført en række
søjlehaller, som gav de valfartende ly. På en øvre terrasse lå formentlig
endnu et tempel helt i beton.
Diana Nemorensis helligdommen var langt den største af de samtidige store
centrale italienske helligdomme. Byggeaktiviteterne viser, at helligdommen
må have været ganske velbemidlet. Det var den også da Octavian - den senere
kejser Augustus (27 f.Kr.) - måtte ty til helligdommens store skatkiste for
at finansiere sit opgør mod rivalen - Marcus Antonio. I kejsertiden er det
først og fremmest renoveringer og reparationer, der foretages på
helligdommen.
|
En naturkatastrofe, nok ét ødelæggende jordskred, satte
punktum for helligdommens funktion. Det kan ikke med sikkerhed fastslås,
hvornår dette fandt sted. Men de seneste arkæologiske fund stammer fra den antoninske periode i det 2. årh. e.Kr. Denne datering støttes af de
litterære kilder, der i samme periode omtaler helligdommen som værende i
brug. Under kejser Antonio Pio (138-161) fortæller den romerske historiker
Appian, at helligdommen stadig har bugnende skatkamre, mens den græske
rejsebogsforfatter Pausanias nævner, at duellen mellem Rex Nemorensis og
hans udfordrer på hans tid under Marco Aurelio ligeledes stadig fandt sted.
Herefter er der tavshed om helligdommen.
Votivgaver - Dianas Hellige Lund
Oldtidsforfattere har givet store litterære oplysninger om, hvad der foregik
i Dianas Hellige Lund". Diana tog sig af sygdomme, derfor de tusindvis af
votivgaver. En stor del af disse er gengivelser i brændt ler af menneskets
legemsdele. Fra kejsertiden stammer en serie kirurgiske instrumenter i
bronze, der viser at man ikke udelukkende greb til "tro og magi" men også
til praktisk handling.
En skatkammerliste fundet i tempelområdet giver interessant indblik i, hvad
man i kejsertiden skænkede til Diana:
- dragter
af alle slags, til hverdag og fest, i uld, hør eller silke, beskedne eller
smykket med purpur,
guldbroderi eller på syede sølvskiver.
- fund
af næsten 100 knapper samt dragtnåle i bronze og sølv
Fra indskrifterne kan man læse, at romerske konsuler, feltherrer og siden
kejsere besøgte helligdommen og lod milde gaver regne ned over den. Statuer
af Tiberio sønnen Drusus den Yngre og nevøen Germanicus var opstillet i en
kejsersal. Privatpersoner – der må have haft en vis tilknytning til
helligdommen - var også portrætteret i helligdommen. En række af disse
skulpturer findes også på Glyptoteket. Kvinder spillede en vis rolle i
helligdommen, både som donatorer og bygherrer fx var det en kvinde der
betalte for vandforsyningen til badene og for genopbygningen af teatret, da
det faldt sammen af ælde.
|
Udgravningerne
I dag kan man kun se de store støttemure til de kunstige terrasser samt et
hjørne af en søjlehal. Jorden, hvor helligdommen lå, tilhørte den lokale
fyrstefamilie - Orsini - der ejede jorden i slutningen af forrige århundrede,
udliciterede udgravninger af det tilsyneladende utømmelige lager af statuer og
genstande. De engelske udgravninger i 1885 og 1895 gav en rig høst af skulpturer
og votivgaver (skænket til Diana) en fin samling blev købt af Ny Carlsberg
Glyptotek. Udgravningerne havde stort set udelukkende til formål at skaffe
oldsager til veje, hvilket betød, at helligdommens arkitektur blev lavt
prioriteret. Udgravninger i 1924-1928 fandt teateret, der igen blev kastet til
med jord. I samme periode blev søen tørlagt ved at pumpe vandet ud gennem "emissariet"
til den tørlagte kratersø ved Ariccia.
|
