Man mener at Kejser Caligola omkring år 40 lod bygge nogle store pragtskibe på Nemisøen, et ingeniørprojekt, der sikrede ham historisk udødelighed. Formålet med skibene har været, at den gale kejser har bygget sig et par flydende paladser, hvor han kunne trække sig tilbage, når han var plaget søvnløshed eller epilepsi. Her var han i sikkerhed borte fra storbyens larm, og dog nær ved verdens centrum Rom.

Resterne af de store skibe på søbunden havde været omtalt siden 1400-tallet. De lå på fra 6 til 12 meters vand tæt ved søens nordvestlige bred, hvor de var synlige gennem det klare vand. Naturligvis har de været genstand for megen opmærksomhed, og megen opfindsomhed er blevet anvendt for at hæve dem blandt andet af renæssancearkitekten Leon Battista Alberti i 1446, men også i 1535, 1827 og i 1895 blev der gjort forsøg, der dog alle anrettede skade på skibene. I 1920'erne blev der nedsat en kommission, der kom til den konklusion, at det var nødvendigt at tørlægge søen for at hæve skibene.

Hævningen blev en kolossal skuffelse, da man kun i sparsomt omfang fandt genstande af kunstnerisk værdi. Nogle små terracottarelieffer, et par marmorsøjler, nogle fragmenter af marmormosaikgulve, trædøre med beslag, dørgreb og hængsler, vinduer, et stykke forgyldt bronzerækværk samt nogle forgyldte kobberplader fra tagbeklædningen var så godt som alt der var tilbage af skibenes overbygning. Men alle fund understreger den ufattelige luksus og høje tekniske kunnen.

På et andet felt - det tekniske område - overgik Nemiskibne alt hvad man på forhånd havde gjort sig forestilling om. Skibene viste sig at være flydende paladser med en bruttotonnage på op til 1100 registertons. Det ene målte 71,3 m*20 m og det andet 73 m* 24 m. Det var kun det fladbundede skrog, der var tilbage af begge skibe, men det var store fartøjer selv efter vor tids målestok. De var bygget af vældige ege- og pinjeplanker, og deres sider var beklædt med blyplader, fastgjort med kobbernagler til skroget. Sideplankerne der var holdt sammen af jernplader, var under blybeklædningen omhyggeligt tætnet med tjæret uld og puds ind mod skroget. Og da skibene var både fladbundede og brede løb der 5 svære kølbjælker på langs ad skibsbunden, som sammen med et utal af svære spanter dannede et solidt skelet, der var beregnet til at bære en kolossal overbygning. De repræsenterer to forskellige skibstyper. Det første var som et normalt sejlskib med en stævn og agterparti, mens skib nr. 2 var ens i begge ender og lige manøvrerbart i begge retninger.

Tre meter over skibsbunden har der ligget et dæk af egetræsplanker, hvorpå selve gulvet, af hvilket marmor- og mosaikrester er fundet, har hvilet i et lag af cement. Under dækket blev der fundet talrige blyrør - dateret til Caligulas tid 37-41 - og murrester, der minder om dele af centralvarmeanlæggene i termerne.