Forside
 
Leksikon

 

 

Francesco Borromini

Francesco Borromini 1599-1667 blev født i Brissone. Hans far var arkitekt for Visconti familien i Lombardiet, så æblet faldt ikke langt fra stammen. Hans familienavn var Castelli og først i 1527 tog han navnet Borromini efter sin hjemstavns helgen San Carlo Borromeo. Han kom omkring 1620 til Rom, hvor han i begyndelsen arbejdede som stenhugger for Carlo Maderno ved S. Andrea della Valle og S. Pietro. Han var den eneste af periodens kunstnere, der næsten udelukkende arbejdede som arkitekt. Han var en af barokkens skabere med dens komplicerede brug af bevægende former, geometriske mønstre, volutter, konvekse og konkave murflader. Han tænkte ikke humanistisk som i renæssancen, men geometrisk og plastisk, hvor valgte enheder blev mangedoblet i værket for at skabe proportioner.

Han var et grublende og melankolsk menneske, der efter sigende begik selvmord i forbindelse med et raserianfald over en tjener.

Kirkeværker i Rom omfatter:

 

S.Carlo alle Quattro Fontane (billedet nedenfor)

Dette er Borromini's første store selvstændige arbejder som arkitekt og regnes for et af hans mesterværker. For en spansk munkeorden fik han til opgave at bygge kirkerummet og det tilhørende kloster i 1634. Først tredive år senere i 1664-67 vendte han tilbage for at bygge kirkens facade i paladsstil i to etager, hver med tre fag. Kirkens grundplan er ikke større end den kan ligge inde i en af de kæmpepiller, der bærer kuplen på S. Pietro.

S. Ivo alla Sapienza

I Palazzo della Sapienza fra 1303 og Roms gamle universitet fra 1440-1955 fik Borromini til opgave at afslutte den flotte gård med søjlegange og buer langs de tre sider med en fjerde side bestående af en kirke. Kirken der fik navnet S. Ivo alla Sapienza blev opført i 1642-62, og den regnes for et af Borrominis hovedværker. Nok er det snoede og originale spir det mest kendte ved S. Ivo, men det indre rum, skabt over en sekstakket Davidstjerne, hvor pilastre og lisener fører vægfladerne op i kuplens ribber for at ende i den lille lanterne. er et fantastisk kirkerum præget af bevægelse og lys. Alt drager øjet opad mod lyset - det himmelske lys.

 

S. Maria dei Sette Dolori

I Via Garabaldi op mod Gianicolo, ligger klosterkirken S. Maria dei Sette Dolori(1643-46), det er desværre kun muligt at se facaden, da klosterordenen kræver total adgangsforbud.

 

S. Andrea delle Fratte

Allerede i det 12. årh. lå her en kirke, der i det 15. årh. blev skotsk nationalkirke. I 1612 begyndte man på en restaurering. Denne blev overtaget af Borromini i 1653-1665. Han har tegnet det elegante og særprægede tårn, hvor alle etagerne er indbyrdes forskellige. Ligeledes er han mester for apsis og den noget særprægede kuppel.

San Giovanni in Laterano

I forbindelse med jubelåret 1650 fik Borromini af pave Innocenzo X (Pamphili) til opgave at foretage en restaurering af kirkens hovedskib og dåbskapellet. Her skabte Borromini et strålende hvidt hovedskib omgivet af fire sideskibe i en lys og enkelt stil, hvor den eneste udsmykning er små englehoveder, hvor vægge og lofter mødes, resten er ren arkitektur med pilastre, buer og lofttyper. I hovedskibet stivede han hele konstruktionen af ved at bygge brede piller med pilastre i hele kirken højde. Ved hver piller lavede han nicher i grønt marmor med en statue af de tolv apostle.

 

S. Agnese in Agone (se billedet th.)

På Piazza Navona lod Innocenzo X i 1652 opføre S. Agnese in Agone på det sted, hvor legende sagde, at den hellige Agnes led sit martyrium under Diokletians kristenforfølgelser. Den dybe, konkave facade, gør det muligt at se kuplen selv om man står meget tæt på kirken.

Dette er en særdeles genial løsning, der lægger op til drilleriet om, at statuen på G. L. Berninis fontæne foran kirken holder hånden op af frygt for, at facaden skal vælte. Kirkens indre i overdådig udsmykning er også Borrominis værk.

 

Oratorio di San Giovanni in Oleo

I 1658 bad pave Alessandro VII Borromini om at foretage en restaurering af Bramantes bygning fra 1509. Ved denne restaurering gav Borromini oratoriet den nuværende tagkonstruktion og nyindrettede det indre. Dette beskedne udflugtsmål kan ses ved at ringe på i præsteseminariet i nr. 17 lige overfor.

 

San Girolamo della Carita

Kirken ligger på Piazza di Rota lige bagved Via Gulia. Her kan man se et af Borrominis sidste arbejder, Cappella Spada (1660-62) et pragtværk i rødt og hvidt marmor. Dette er et enestående kunstværk og som illustration af barokkens tidså nd. Flerfarvet marmor er formet så det ligner blomster, damask og fløjlsdraperier. Selve altergelænderet er en lang guirlande holdt oppe af et par knælende engle.

 

 

San Giovanni dei Fiorentini

I florentinernes kirke har Borromini udført højalteret samt Cappella Falconieri i 1664. Borromini selv ligger begravet under kuplen, hvor to marmortavler i gulvet angiver, at Borromini og Carlo Maderno er begravet her.

Paladser i Rom

 

Palazzo Barberini

Her arbejdede han sammen med Maderno, Pietro della Cortona og Bernini. Trapperum og trappen i paladsets højre side er en typisk Borromini ting, let, elegant og storslået på en helt anden en Berrini's trappe i venstre side med opgangen til museet.

 

Palazzo Spada

Paladset er fra 1540, men Borromini udførte et ombygningsarbejde med den høje mur ud mod Piazza Capo di Ferro. Selve facaden er af Mazzoni. I gården udførte Borromini i 1635 det utrolige perspektiv, hvor man ser gennem bibliotekrummet ud i en søjlegang med hvor der for enden står en statue. Her har Borromini ændret et 37 meters perspektiv til kun at fylde 9 meter, det meget overraskende resultat kan man opleve med egne øjne, hvis man spørger en af de tilstedeværende "vagter", så kan man for lidt drikkepenge omme om bagved for at se perspektivet.

Oratorio e convento dei S. Filippo Neri

Hele dette kirkekompleks blev bygget i 1637-43 for S. Filippo Neri's Oratorianersamfund, som sammen med Jesuitterordenen var en af de store kirkeorganisationer i modreformationen. Oratoriets facade til venstre for kirken er af Borromini og her viser han endnu engang sin forkærlighed for at arbejde med konkave og konvekse flader. Den nederste del står lidt ud, medens den øverste del beskriver en bue indad. De to partiers modgående bevægelser er udnyttet til en balkon, der fremhæver bygningens midterparti.

Også det indre af Oratoriet er tegnet af Borromini, man kan spadsere indenfor, da bygningen idag rummer biblioteker og arkiver.

På bagsiden af Oratorioiet på Piazza dell'Orologio kan man se Borrominis smukke klokketårn fra 1647-48.

 

Palazzo Carpegna

Endnu et af Borromini's restaureringsarbejder, denne gang fra 1643-50. Det der endnu eksisterer af dette arbejde er portrummet med dets dekoration, samt trapperne (billede til tv). Nu kan man se resultatet ved at aflægge et besøg i det lille Accademia di S. Luca, der rummer en udmærket ikke overrendt malerisamling.

 

Palazzo Pamphili

Det store smukke palads på Piazza Navona ved siden af Sant Agnese in Agone er idag den brasilianske ambassade, hvilket gør det stort set umuligt at aflægge et besøg, selv om dette annonceres til diverse søndage på paladsporten. Specielt har Borromini's dekoration af det store galleri, salen mellem de to store paladsgårde absolut besøgsværdi.

Palazzo Falconieri

I via Giulia nr.1. Efter Falconieri familiens overtagelse af paladset forestod Borromini restaurering og udvidelse af paladset, der blandt andet blev forsynet med falkehoveder på hjørnepilasterne og en pragtfuld loggia med udsigt over floden og Trastevere. Paladset er nu Det ungarnske Akademi.

 

Collegio di Propaganda Fide

Paladset er en del af vatikanstaten, og siden 1633 har det været hovedsæde for den katolske kirkes missionsarbejde over hele verden. Borromini er ansvarlig for paladset facade ud mod Via di Propaganda Fide(1647-62), hvor han igen spiller med konkave og konvekse murflader. Og inden for i paladset har han til venstre for porten bygget et pragtfuldt lille kirkerum Chiesa dei Re Magi.