|
Alberti, Leon Battista
(1404-1472) |

Leon Battista Alberti stammede fra en af
Firenzes fornemme slægter, der ved hans fødsel havde tilbragt tyve år i
landflygtighed. Han blev juridisk doktor i 1428 ved universitetet i Bologna,
hvor han også studerede matematik og naturvidenskab. Efter ophævelse af
landflygtigheden besøgte han Firenze i 1432, hvor han blev ven med
Brunelleschi. Han blev en del af kredsen omkring Medicifamilien, hvor han
færdedes blandt de lærde humanister, og hvor han tog del i interessen for og
studierne af den platoniske filosofi. På denne tid studerer han også
arkitektur og malerkunst.
Han blev i denne forbindelse udnævnt til
"Abbrevviator" for pave Eugenius IV, der var flygtet fra Rom. Hans arbejde
for denne pave fortsætter under efterfølgeren Nicolaus V, for hvem han
udarbejder et forslag til restaurering eller nedrivning af den gamle S.
Pietro basilica.
Hans mange rejser med paverne giver
venskaber med mange fyrster og arbejdsopgaver i Rimini (Tempio Malatestiano
1468), Mantua (S. Sebastiano 1464 og S. Andrea 1472), Rom (Facaden på S.
Marco, Palazzo Venezia 1465) og Firenze (Palazzo Rucellari 1469 - billedet
nedenfor - og S. Maria Novella 1470), alle steder var han arkitekten og
andre påtog sig arbejdet som bygmestre |
Som arkitekt lå han de klassiske
forbilleder meget nær. Ganske afgørende betydning fik han gennem sin
skribentvirksomhed, som udover poesi og prosa bestod i et teoretisk ti
binds arkitekturværk fra 1450 "De re aedeficatoria" der var inspireret af
den romerske Vitruvius.
I tre bøger om malerkunsten "Trattato
della Pittura" fra 1435 præciserede han kunstens nye opgaver og mål, og her
formuleredes de krav, som den humanistiske samtid stillede til et kunstværk.
I værket fremsatte han principperne om, at naturalismen skulle nås ved brug
af perspektivet, og at de afbildede personer skulle sammenstille i
dramatiske grupper for at skabe handling i fremstillingen. I forordet til
bogen, der er tilegnet Brunelleschi, skriver han:
|
"Da jeg sammenlignede de gamles kunst
og litteratur med den moderne, forekom det mig, at naturen, denne kunsts
moder, var blevet gammel og ikke længere skabte de værker, store og
velskabte, som hun havde bragt til verden i sin frugbare ungdom. Men efter
at jeg er vendt tilbage til vort fædreland efter min lange landflygtighed,
har jeg opdaget, at mange af jer, først og fremmest du Filippo, og derpå vor
kære ven Donato (Donatello) og de andre, som for eksempel Nenci (Ghirberti),
Luca (della Robbia) og Masaccio besidder et talent for det højeste i alle
kunstarter, et talent, som de mest berømte byer i oldtiden ikke kan opvise
mage til."
|